Vedtægter for ”Metal Senior Køge”.

§ 1. Foreningens navn:

”METAL SENIOR KØGE” Hjemmehørende i Køge Kommune under ”METAL STORSTRØM”.

§ 2. Formål: Foreningens formål er at samle ”METAL SENIOR KØGEs” medlemmer til oplysende møder, udflugter og formidle oplysninger af social art, samt indlede samarbejde med lignende foreninger.

§ 3. Medlemmer: Medlemmer betaler kontingent. Medlemmerne består af ”METAL KØGEs” efterlønsmodtagere, pensionister og enker efter efterlønsmodtagere og pensionister, samt kvinder der har tilknytning til metals seniormedlemmer, f.eks. ægtefæller og lignende. Medlemmer med fysiske eller økonomiske problemer kan fritages for kontingent efter bestyrelsens skøn.

§ 4. Bestyrelse: Bestyrelsen består af syv medlemmer. Den daglige ledelse påhviler bestyrelsen. Den har til opgave overfor myndigheder, fagforening og forbund, at tale medlemmernes sag af fælles interesse i sociale og økonomiske sager. Afholdelse af møder, udflugter m.v. påhviler bestyrelsen med henblik på at aktivere medlemmerne. Bestyrelsen kan nedsætte udvalg efter behov. Bestyrelsen kan udnævne æresmedlemmer. Suppleanter kan deltage i bestyrelsesmøder uden stemmeret.

§ 5. Generalforsamling: Generalforsamlingen er foreningens højeste myndighed. Ordinær generalforsamling skal indkaldes med mindst 14 dages varsel. Den afholdes hvert år i februar måned og inden ”Metal Storstrøms” ordinære generalforsamling. Forslag til den ordinære skal være indsendt skriftligt til foreningens bestyrelse senest seks dage før afholdelsen. Forslagsstilleren skal begrunde sit forslag på generalforsamlingen. Dagsordenen på generalforsamlingen skal mindst indeholde følgende punkter:

1. Valg af dirigent.

2. Valg af stemmetællere.

3. Formanden aflægger beretning.

4. Kassereren forelægger det kontrollerede regnskab til godkendelse.

5. Fastsættelse af kontingent.

6. Indkomne forslag.

7. Valg af bestyrelsen og suppleanter for to år:

Valg af formand i lige år, kasserer i ulige år.

Valg af to bestyrelsesmedlemmer i lige år.

Valg af tre bestyrelsesmedlemmer i ulige år.

Hvert år vælges:

En suppleant til bestyrelsen

En bilagskontrollant.

En bilagskontrollantsuppleant.

Alle valg foregår ved simpelt flertal.

§ 6. Ekstraordinær generalforsamling: Ekstraordinær generalforsamling kan kræves afholdt når: a) Bestyrelsen skønner det fornødent. b) Når 25 % af medlemmerne med deres underskrift begrunder den skriftligt. Ekstraordinær generalforsamling skal indkaldes senest tre uger efter modtagelsen af dagsordensforslag.

§ 7. Ophævelse Foreningen kan ophæves, når forslag herom vedtages med 2/3 af stemmerne på to på hinanden følgende generalforsamlinger. Ved ophævelse af foreningen skal resterende midler og aktiver tilfalde ”METAL SYDØST”.

Klubben er startet den 08-02-1983.

Vedtaget den: 28/02-2007. Ændret: 09/02-2011 og 15/01-2014-09/02-2022

Del siden